NæverGreen-festival på Axeltorv med bæredygtig shopping og forbrug

Lørdag den 12. oktober 2024 klokken 10-14 sætter Næstved Cityforening og Ressource City på en sjov og lærerig måde fokus på bæredygtig shopping og forbrug med aktiviteter og gode tilbud på Axeltorv og i byens butikker. Miljøminister Magnus Heunicke gæster scenen.

Hvordan kan vi gøre vores forbrug af tøj, ting og mad mere bæredygtigt? Det spørgsmål prøver arrangørerne bag Næstveds nye NæverGreen-festival, Næstved Cityforening og Ressource City, at give et grønt svar på, når festivalen afholdes for første gang lørdag den 12. oktober på Axeltorv.

Dagen skydes i gang på scenen klokken 10.00, hvor Næstved Ungeråd dyster mod miljøminister Magnus Heunicke (S) og Næstved Kommunes byrådsmedlem og formand for Klima-, Miljø-, og Friluftsturismeudvalget Rune Kristensen (C) i ’Stormester’. Mellem konkurrencerne interviewer Ungerådet de to politikere om deres arbejde med at fremme bæredygtighed lokalt og nationalt.

Børn og voksne vil på dagen kunne møde en lang række grønne tilbud og aktiviteter på Axeltorv. I standen hos Næstved Byttemarked kan man medbringe en pose med brugt tøj og bytte det til nyt. Hos Repaircafé kan man aflevere defekte ejendele og få hjælp til reparation. Hos Makerspace Næstved kan man få hjælp til at puste liv i det gamle tøj. I insekt-teltet kan børn og voksne omdanne skrald til farverige ’kryb’. Og endelig kan man lave sine egne havregryn med 4H!

Gør en grøn handel i lokale forretninger Arrangørerne bag NæverGreen-festivalen vil gerne bruge dagen til at synliggøre de bæredygtige produkter og services, der findes i torvehandelen og i byens forretninger.

”Bæredygtighed handler også om at støtte lokale producenter, nedbringe CO2 fra transporten og spise efter sæson. Derfor kan du også denne lørdag købe lokale og sæsonbaserede fødevarer som fisk, ost, frugt & grønt, blomster & planter, brød, honning og æblemost,” fortæller citychef Nicolaj Lund Jensen.

I de omkringliggende gader kan handlende på dagen finde ’grønne tilbud’ i forretninger med en grøn ballon foran butikken.

”Klimaforandringer, plastforurening og biodiversitetstab er emner, der fylder meget hos danskerne. Her kan vi som forbrugere gøre en forskel, når vi shopper eller spiser ude. Den 12. oktober prøver vi derfor at synliggøre nogle af de mere bæredygtige produkter i vores lokale forretninger. Vi håber at de handlende vil være nysgerrige på butikkernes tilbud,” fortæller bæredygtighedskonsulent Signe Munch-Pedersen.


Ved NæverGreen-festivalen kan du få genopfyldt din brillerens-flaske helt gratis, aflevere briller til genbrug, snuppe et gratis brilleetui og se eksempler på brillemærker, der laver briller af plantebaserede og genanvendte materialer i brillebutikken Gitte Sass by Poul Stig. Her viser Bitten Hansen de gode tilbud frem. Foto: Ressource City.


Citychef Nicolaj Lund Jensen fra Næstved Cityforening og bæredygtighedskonsulent Signe Munch-Pedersen fra Ressource City er klar med et stort program for børn og voksne ved NæverGreen-festivalen på Axeltorv. Foto: Ressource City.

PROGRAM

På Axeltorv byder eventet bl.a. på:

– Aktiviteter for børn og børnefamilier.

– Inspirerende stande og workshops om genbrug, affaldssortering og grøn energi.

– Stormester

– Byttemarked, hvor vi giver ting nyt liv.

– Workshops og demonstrationer om reparation og genanvendelse.

– Korsang med fokus på dagens tema.

Kl. 10-12: ’Stormester’ med miljøminister Magnus Heunicke, byrådsmedlem Rune Kristensen og Næstved Ungeråd

Kom og se med, når Næstved Ungeråd dyster mod miljøminister Magnus Heunicke (S) og Næstved Kommunes byrådsmedlem og formand for Klima-, Miljø-, og Friluftsturismeudvalget Rune Kristensen (C) om at løse forskellige opgaver på den mest kreative og bæredygtige måde. Mellem konkurrencerne interviewer Næstved Ungeråd de to politikere om deres arbejde med at fremme bæredygtighed på nationalt og lokalt plan.

Arrangør: Ungerådet – Næstved Kommune
Sted: Scenen, Axeltorv

Kl. 10-14: Repaircafé

Repair Cafe er et bæredygtigt udviklingskoncept, hvor frivillige ildsjæle mødes og tilbyder lokale borgere at reparere defekte genstande, som ellers var blevet smidt ud. De giver livet tilbage til din mobiloplader, syr flængen i din skjorte, får din brødrister til at riste igen, eller trækker nye ledninger i din gamle lysekrone. Og al hjælp er gratis!

Kl. 10-14: Køb en mulepose

AffaldPlus har sorteret duge, gardiner og andre tekstiler fra, som er er blevet afleveret til gebrug her i Næstved. Nu har du mulighed for at få din helt egen unikke Næstved mulepose, som Repair Cafe syer ud af de mange tekstiler, som normalt bare ville være blevet kasseret.

Muleposen koster kr. 40,- og beløbet går ubeskåret til Repair Café arbejde her i Næstved.

Kl. 10-14: Byttemarked – GIV HVAD DU HAR – TAG HVAD DU KAN BRUGE

Din ”adgangsbillet” for at deltage er, at du selv medbringer en pose (eller mere) med dametøj, herretøj, børnetøj og legetøj, der stadig er i fin stand og som har en værdi for andre.

HVORDAN BYTTER MAN?

  1. Medbring ovenstående i god stand (dog ikke store ting – dvs. ting skal kunne være i hvad der svarer til en “ikea pose”).
  2. Fordel selv dine ting efter de fire kategorier på bordene, hvis du er i tvivl spørge en frivillig.
  3. Gå på opdagelse og tag hvad du kan bruge, mærk efter om du tager tingene fordi de er gratis, eller om de kan bringe glæde i netop dit hjem.
  4. Overskuddet af ting bliver doneret til velgørende formål.

Arrangør: Næstved Byttemarked
Sted: Axeltorv


Kl. 11.00 – 14.00: Tryk på ting!

Makerspace Næstved upcycler og puster nyt liv i din gamle t-shirt, bluse eller bukser. Vi fejrer pletter og huller og dekorerer dem feks med dit helt eget unikke tekstiltryk, som du selv har designet. Eller måske skal du have stoppet et hul i strikweateren? Så kan du lave fantasifulde mønstre med nålefilt.
Arrangør: Makerspace Næstved
Sted: Axeltorv

Kl. 10.00 – 14.15: Næstved Synger

8 minikoncerter med 8 forskellige kor fra Næstved Musikskole og Næstved Musikaftenskoler

10.00 Lungekoret
10.20 BiblioteKoret
10.40 Kor for sjov
11.00 Voca Voca
11.20 Holmegaard Koret
11.40 Diskant
12.00 Female Connection

12.20 Cantemus

Arrangør: Næstved Musikskole
Sted: Sydbanks Arkade, Axeltorv

Kl. 13.00 – 14.15: Næstved Synger – – Fællessang med Trine Pallesen

Sanger og skuespiller Trine Pallesen har udvalgt en stribe sange fra højskolesangbogen med grønt tema. Pianisten Sebastian Zawadski akkompagnerer. Tag højskolesangbogen med, hvis du har én – ellers låner vi ud.

Arrangør: Næstved Musikskole
Sted: Sydbanks Arkade, Axeltorv

Kl. 11.00 – 14.00: Lav egen havregryn

Tryl havre fra marken om til havregryn når 4H Næstved står klar på Axeltorv med deres havrekværn.

Arrangør: 4H
Sted: Axeltorv

Kl. 11.00 – 14.00: Kreativ bogfoldning

Kom og vær med til at give gamle bøger nyt liv i form af juletræer, mus og meget mere

Arrangør: Næstved Bibliotek
Sted: Axeltorv

Kl. 10-14: Stande fra:

– IT Recycling

– Brotorvets Cykler

– Mamas Garn

Kl. 9-14: Torvedag

Køb dine madvarer helt lokalt, når land besøger by på Næstved Torvedag.

Her kan du bla. finde:

Fisk, ost, frugt & grønt, blomster & planter, brød, honning og æblemost

Kl. 10-14: Ram plet i dåsekast og få en middagsinvitation

Næstved Kommunes klimakoordinator Anette er vært for en god gang omgang dåsekast i klimaets tegn. Kig forbi til dåsekast og hør om Næstved Kommunes Klimakaravane, der i efteråret inviterer til 3 x fællesspisning med gratis, klimavenlig mad.

Arrangør: Næstved Kommunes klimakoordinator
Sted: Axeltorv

Kl. 10-14: Bliv klog på tekstiler med AffaldPlus

Besøg AffaldPlus’ tekstiludstilling og bliv klogere på bæredygtig mode. Du kan også prøve kræfter med at sortere tekstilaffald eller ’tippe en 10’er’ i tekstilquizzen. AffaldPlus stiller gavekort på højkant til PlusButikkerne og PlusByg og uddeler popcorn og økologiske æbler.

Arrangør: AffaldPlus
Sted: Axeltorv

Kl. 10-14: Lav et insekt af genbrugsmaterialer

Børn inviteres til at lave deres eget sjældne insekt af genbrugsmaterialer som propper, kapsler, låg, farvede folier og meget mere. Små kryb bliver til og sniger sig ned i lommen hos et barn! Eller bosætter sig i byens gader og hilser på de besøgende! Vel mødt til hygge og kreativitet!

Arrangør: Næstved Kommunes Team Affald
Sted: Axeltorv

Kl. 10-14: Besøg butikker som byder på grønne tiltag og produkter i butikken:

Cassiopeia – Guld, Sølv, Ure, Ringstedgade 

Hos Cassiopeia får du 15% på alle urene fra CITIZEN. Disse ure går ved lysets energi, altså uden batteri. Men solens stråler og lyser i stuen får uret til at gå.

Mamas Garn, Ringstedgade

Besøg Mamas Garn og se deres tilbud på økologisk garn og garn lavet af genanvendte fibre. Mamas Garn er også at finde på Axeltorv på dagen.

Poul Stig by Gitte Sass, Ramsherred

  • Gratis opfyldning af brillerklar.
  • Aflevere gamle briller, som samles ind til Lions.
  • Gratis brilleetuier.
  • Snakke om affaldsortering af kontaktlinser

Sødt Næstved, Hjultorv

Besøg Sødt Næstved på Hjultovet og få et godt tilbud på økologisk chokolade. Bag Sødt Næstved er Økoladen, som er kendt i hele Danmark for deres økologiske chokolader lavet af de bedste råvarer.

GladKunst, Ringstedgade

Besøg det farverige og hyggelige galleri Glad Kunst i Ringstedgade og få rabat på flotte, upcyclede møbler og keramik. Gitte Berger Struntze bruger for eksempel malerteknikken ’pouring’ til at give nyt liv til gamle caféborde, genopfrisker keramik med nye farver, omdanner gamle LP’er til ure og meget mere.

Only Hair, Vinhusgade

Kig forbi frisør Only Hair og se udvalget af smarte hårklemmer fra Næstved-virksomheden Orphic Style. Orphic Style designer holdbare hårklemmer lavet af plantebaseret materiale.

Nuclair, Ramsherred

Besøg frisør Nuclair og spar 20% på de  økologiske hårprodukter fra Innersense Organic Beauty serien.

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved