Axeltorv fyldt til bristepunktet ved dobbeltkoncert med Moonjam og Back to Back | www.naestvednyt.dk
Fredag eftermiddag og aften vendte Axeltorv i Næstved for en stund tilbage til 1980’erne, da to af årtiets mest populære danske bands indtog scenen. Det var Underhuset, der stod bag koncertarrangementet med Moonjam og Back to Back. Både publikum og arrangør kunne glæde sig over perfekte rammer og høj sol på den varme sommeraften.
Med 950 stole båret ud på torvet, var der lagt op til en stemningsfuld koncert. Men behovet viste sig langt større:
– Jeg har simpelthen ikke lagerplads til flere stole, fortalte arrangør Nino Rizzato fra Underhuset til Næstved Nyt ved koncerten. Derfor opfordrede han på forhånd publikum til at medbringe egne campingstole – et budskab, som mange havde taget til sig.
Nino Rizzato gætter på, at mellem 1400 og 1500 publikummer var dukket op på Axeltorv.
- Vi havde lavet en bookning af Moonjam sidste år med stor succes, og jeg håber nu, det her bliver en tilbagevendende tradition. Jeg har faktisk allerede booket dem til næste år, siger Nino Rizzato til Næstved Nyt.
Koncerten bød denne gang ikke kun på Moonjam, men også på popduoen Back to Back, hvilket dog påvirkede arrangørbudgettet til den i øvrigt gratis koncert.
– Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg kan lave overskud i dag, fortæller han. Sådan et setup koster omkring 100.000 kroner. Men jeg gør det for byen – og så er der heldigvis mange andre fredage, hvor det hænger sammen, siger han.
Musikalsk var der ingen slinger i valsen. Publikum fik nostalgiske hits serveret fra både Moonjam og Back to Back suppleret med numre fra Danseorkestret og Sneakers, som flere af bandmedlemmerne tidligere har været en del af.
Axeltorv gyngede i takt til de iørefaldende melodier, og stemningen var som til en ægte sommerfest: der blev sunget med og danset, mens fadøl og kolde drikke blev nydt undervejs.