En familietur til Træskibsfestivalen i Næstved blev for en familie fra Køge en dag fyldt med spændende oplevelser og nye indtryk i Næstved. Efter fredag at have beundret de flotte træskibe og besøgt Georg Stage i Næstved Havn, fortsatte familien bestående af far Peter, Einer på 8 år og Frederikke på 6 år til byens centrum og gjorde stop på Hjultorv, mens mor var ude at shoppe.
Her var det lille torvs nye legetræskib et hyggeligt stop på turen.
Det lille skib er netop op til Træskibsfestivalen blevet placeret på Hjultorv efter at have ligget for anker i Næstved Bibliotek i mange år. Skibet er nu en del af en større plan om at skabe et aktivt og børnevenligt byrum på Hjultorv. Med ombygningen af børnebiblioteket var der ikke længere plads til skibet, og derfor blev det flyttet til Hjultorv, hvor det skal ligge for anker i sommerperioden.
Flytningen af skibet er første del af en plan om at forvandle Hjultorv til "Børnenes Torv". Formålet er at skabe et trygt og inspirerende område, hvor børn kan lege, opholde sig og deltage i forskellige aktiviteter.
Planen omfatter blandt andet et klatrereb på skibet, der inviterer børn til aktiv leg, samt en overdækning, der beskytter mod vejr og skaber en hyggelig atmosfære. For at gøre det nemmere for de yngste at komme op i skibet, bliver der anlagt små trin, og indvendigt vil der blive installeret nye bænke, hvor både børn og voksne kan slappe af og nyde hinandens selskab.
Cityforeningen håber med initiativet at kunne skabe et endnu mere børnevenligt byrum, hvor leg og fællesskab kommer i fokus.
Foto: ISO 4700 Photography - Jan Christensen