Se alle billederne og video: Hamrende succes for Verdens Vildeste Brobyggere i Næstved | www.naestvednyt.dk

I syv timer forvandlede Næstveds centrum sig til en spændende byggeplads, da arrangementet Verdens Vildeste Brobyggere i går satte fokus på kreativitet og samarbejde. Begivenheden tiltrak både børn, unge og voksne, og der blev bygget løs i det centrale Næstved med både mænd og kvinder på alle tre hold.

Blandt de rigtig mange fremmødte var skoleelever, lokale håndværkere, byggefirmaer, trælastfolk, politikere, repræsentanter fra kommunens ledelse og rigtig mange borgere, der alle var mødt op for at følge det fascinerende projekt.

Til den sidste del af arrangementet dukkede også miljøminister Magnus Heunicke op (A), efter at have tilbragt dagen med politisk håndværk og en afstemning på på Christiansborg.

- Det er fantastisk, der er så mange mennesker, og alle kan i dag bare gå rundt og være stolte over de unge mennesker og deres familier, siger han. Det her passer perfekt til Næstved, fordi vi har så stort et udbud af erhvervsuddannelser og faglige uddannelser. Vi går faktisk også frem i Næstved med antal elever, der søger ind på erhvervsskolerne, og der er hamrende godt, siger Magnus Heunicke.

- Jeg har lige været hos Novenco, for at tale med dem. De har bygget nyt domicil i Næstved og ny fabrik Der er et spørgsmål, de går ekstra op i: Er der arbejdskraft ? Er der den uddannede arbejdskraft, de har brug for? Hvis vi skal have virksomheder her i Næstved, så skal vi have den rigtige arbejdskraft, siger han.
 
- Det er enormt vigtigt, at vores helt unge folkeskoleelever bliver inspireret, og ser at de her fag, kan man være stolt over, og det er noget, der er fremtid i, siger Magnus Heunicke.

Under den spændende brobygningskonkurrence og uddannelsesmesse viste 42 unge lærlinge, studerende og elever, hvordan man på blot syv timer byggede tre broer med et spænd på 11 meter over Den Fritlagte Suså. Broerne havde fået navnene Sommerfuglebroen, Handelsbroen og Tidsbuen.

Byggeprojekterne var omdrejningspunktet for dagen, men arrangementet bød også på mange andre aktiviteter med særligt fokus på at tiltrække de yngre Næstvedborgere. Blandt tiltagene var uddannelsesboder og stande med bl.a. bagedystvinderen Emil Obel og et par youtubere.

- Vi tror på, at en hands-on tilgang er den bedste måde at engagere børnene, helt ned til 10-års-alderen, hvis vi skal ændre den triste tendens med faldende interesse for erhvervsuddannelser, siger programlederen Emma Vittrup. For at nå dette havde arrangørerne inviteret 600 elever fra 4. til 7. klasse til at deltage i arrangementet.

De unge elever fik mulighed for at arbejde med baljer, vand og pap, mens de blev vejledt af unge håndværkere og arkitekter. Formålet var at lære børnene om broer og designprocesser – alt imens de fik lov at være en del af storskala-brobygger arrangementet.

Også borgmester Carsten Rasmussen (A) fremhæver vigtigheden af det store brobygger-event ved den frilagte Suså.

- Vi kommer til at mangle håndværkere i fremtiden. Alt for mange unge vælger en gymnasieuddannelse eller ingen uddannelse. Vi skal jo bygge videre på det her samfund. Vi havde Skills i 2019. Nu har vi Verdens Vildeste Brobyggere, og de næste tre år kører vi det, vi kalder Mini Skills, og håber at få Skills tilbage i 2027, siger borgmesteren. 

- Man skal hele tiden presse på, for at de unge mennesker får øjnene op for, hvad det er at være håndværker. Her i Næstved vil 24,5 procent af alle unge her i Næstved starte på en erhvervsuddannelse efter sommerferien, og det er en lille stigning, fortæller han.

- Det er vigtigt, at skoleleverne får det lidt på nethinden, hvad det er at være håndværker og så får en god oplevelse ud af det. 

- Jeg synes det er en fornøjelse at se alle de her skolebørn, og så nyder de selvfølgelig dagen hernede med masser af gratis bolsjer og popcorn, sodavand og konkurrencer, så det også bliver en fed oplevelse. Det giver også noget kammeratskab og fællesskab, siger han.

Det var oprindelig Roskilde som skulle have været vært for Verdens Vildeste Brobyggere, men da de sprang fra hørte Magnus Heunicke om det og foreslog, at arrangørerne kontaktede borgmesteren i Næstved.

Carsten Rasmussen fik med en hastesag forklaret Økonomiudvalget, hvad det gik ud på, og de sagde ja, også afsatte midlerne til det. Nu er vi har og det er en kæmpe succes, siger han.

- Det er fantastisk, at et enigt Økonomiudvalg sagde ja til det her, og reagerede hurtigt, og det er styrke vi har her i Næstved. Vi kan godt drille hinanden politisk i nogen sammenhænge, men når de gælder noget, der styrker kommunen og byens identitet og er med til at give en på opleveren, så rykker vi sammen i bussen, fortæller borgmesteren. 

De tre nybyggede broer fra eventet skal ikke blive permanent ved den fritlagte Suså og er sat til salg. Arrangementet har Næstved Kommune støttet med omkring 800.000 kr., men det koster samlet mange millioner, og der er også rigtig mange sponsorer med.

- Fordi det er elever, der har bygget dem, er det ikke godkendt til permanent at ligger ind over Susåen. Det kræver ingeniørberegninger og en helt anden konstruktion, siger Carsten Rasmussen.

Men måske kommer der på et tidspunkt en bro ind over den frilagte Susåen, fortæller han videre.

- Jeg synes, at vi har manglet en bro ind over det frilagte Suså i rigtig lang tid. Det her arrangement er også for at inspirere og for at vise, at sådan kunne en bro komme til at se ud i fremtiden.

Verdens Vildeste Brobyggere finder næste år sted i Holbæk og byen overtog værtsskabet efter overrækkelsen af diplomer og medaljer til det vindende hold 3, der havde bygget sommerfuglebroen.

Det vindende hold modtog en sponsoreret præmie på 60.000 kr., der skal deles mellem holddeltagerne. Sejren blev behørigt fejret med både champagne og konfetti ud over publikum. 

Verdens vildeste brobyggere var uden tvivl en hamrende succes for både, deltagere, publikum, arrangører og Næstved.

Video: ISO 4700 Photography - Jan Christensen

 

Glæden var stor, da hold 3 blev kåret som vindere af Verdens Vildeste brobyggere 2025 og løb med præmien på 60.000 kr.









Bagedystvinder Emil Obel bagte en rigtig brokage 

Borgmester Carsten Rasmussen var glad for at Verdens Vildeste Brobyggere 2025 efter et afbud fra Roskilde istedet kom til Næstved og den fritlagte Suså.

Tidsbuen bygget af hold 1

Handelsbroen bygget af hold 2

Vinderbroen i 2025-konkurrencen blev Sommerfuglebroen bygget af hold 3.

Fotos og video: ISO 4700 Photography



Seneste nyheder
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter