Garanti for grin og vandplask i Karrebæksminde: Fiskernes Kapsejlads afholdes d. 13. juli 2025 | www.naestvednyt.dk
Søndag den 13. juli bliver Karrebæksminde endnu engang centrum for en af sommerens mest elskede, ældgamle og traditionsrige begivenheder, når Fiskernes Kapsejlads 2025 løber af stablen.
Dagen begynder kl. 13 med det traditionsrige kapsejlads-løb i kanalen, hvor fantasifuldt pyntede både og udklædte besætninger dyster om æren og årets førsteplads. Der er garanti for både grin og vandplask, når de deltagende hold efterhånden kaster sig ud i dysten – og ikke mindst den uundgåelige vandkamp undervejs.
Tilskuere kan slå sig ned og nyde hele eftermiddagen med livemusik og hyggeligt samvær mange steder. Området byder på et væld af lokale spisesteder og caféer, hvor man kan nyde et lækkert måltid og lidt koldt at drikke med udsigt til kanalen og alle festlighederne.
Kl. 15 går det løs med den legendariske tovtrækning – en klassiker, der altid trækker smil og heppekor med sig. Der dystes i både styrke og sammenhold.
Dagens aktiviteter rundes af kl. 17 med en højtidelig og festlig præmieoverrækkelse.