Borgmesteren inviterede på gåtur på Ydernæs og langs kanalen

Det var for alvor blevet forårsvejr, da valgkampen til næste års kommunalvalg næsten bogstaveligt "gik i gang" med en borgmestergåtur søndag formiddag på Ydernæs. 


Carsten Rasmussen var guide på søndagens gåtur på fem kilometer, hvor man også var forbi kanalen.


Der var sørget for forplejning til alle med dansk vand og roulade efter gåturen på Ydernæs.  
Fotos: ISO 4700 Photography


Omkring 20 personer var mødt frem ved Pouls Vig, da borgmester Carsten Rasmussen søndag formiddag var guide på en gåtur rundt på Ydernæs. Det var Socialdemokratiet i Næstved, der havde inviteret til gåturen, hvor borgmesteren fortalte om området og naturen. 

Selv om næste kommunalvalg først er til november næste år, lå det lidt i luften, at valgkampen på en måde også så småt "gik i gang" med borgmesterturen på Ydernæs.

Kredsformand Gert Legato, der var en af arrangørerne fortalte, at det er planen at lave flere gåture rundt i kommunen i år og næste år. Turene er også en mulighed for borgerne for at få en snak med borgmesteren og de lokale byrådsmedlemmer, så nærdemokratiet kan virke, siger han.

Det er ikke nyt for Næstveds borgmester selv at gå daglige ture i byen eller i naturen,  hvilket mange borgere nok allerede har konstateret.

- Jeg har sat mig et mål om at nå 15.000 skridt om dagen, fortalte han efter søndagens gåtur rundt på Ydernæs.  Det kan nogen gange være svært, at nå med de mange møder på rådhuset, men så går jeg altså en lille omvej hjem, fortæller han.

Sidste år nåede den aktive borgmester alligevel i gennemsnit op på hele 23.000 skridt om dagen. 

- Jeg startede med at gå mine ture under corona-perioden, hvor alle møder var aflyst, og så var jeg på telefonen, hvis der var noget. Så er jeg fortsat og har valgt at holde det vedlige, fortæller Carsten Rasmussen.

På sin telefon kunne borgmesteren efter turen i går se, at han det seneste har gået i alt 7.416 kilometer, hvilket omtrent er afstanden fra Næstved Rådhus til Calcutta i Indien i lige linje.

Borgmesteren fortalte på søndagens gåtur på omkring fem kilometer bl.a. om naturen på Ydernæs og fuglelivet ved Ydernæssøen,  og så var der undervejs langs kanalen også flere spørgsmål til udflytningen af Næstved Havn, og hvor Mette Pan fremover skulle holde til.

- Dansk Ornitologisk Forening har registreret hele 141 arter ved Ydernæssøen, fortalte borgmesteren på turen, hvor deltagerne ved selvsyn på turen kunne se en masse fugle på søen og på græsarealerne lige i nærheden. 

Da deltagerne nåede retur til Pouls Vig langs kanalen sluttede turen af med en danskvand og roulade.

Næste borgmestergåtur er søndag 26. maj 2024, hvor gåturen starter ved Rønnebæk skole og går gennem Fruens Plantage. 






Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved