Kort før midnat natten til tirsdag fik politiet en anmeldelse om, at flere mænd var trængt ind i en bolig på Skælskørvej ikke langt fra Karrebæksminde. Ganske kort efter var den første patrulje på stedet – hurtigt efterfulgt af flere.
Det betød, at blot ni minutter efter anmeldelsen var den første mand anholdt, og ikke længe efter blev to mere anholdt. De blev alle tre sigtet for røveri mod person i egen bolig.
- Vi ser selvfølgelig meget alvorligt på sagen, og vi har hen over natten sat en større efterforskning i gang. På nuværende tidspunkt kan vi ikke afvise, at der kommer yderligere anholdelser, fortæller vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.
I forbindelse med røveriet hører politiet gerne fra vidner, der kan have befundet sig i området ved Skælskørvej nær rundkørslen mod henholdsvis Næstved og Karrebæksminde inden midnat natten til i dag. Evt. vidner kan kontakte politiet på telefon 114.
De tre sigtede, der alle er fra københavnsområdet, fremstilledes i dag tirsdag klokken 14.00 i grundlovsforhør ved retten i Næstved, hvor anklagemyndigheden begærede lukkede døre.