Sneen dryssede fint ned over Grønnegades Kaserne Kulturcenter ved julemarkedet Jul i Grønnegade 2023 i weekenden. Julemanden fik sne i skægget, den varme gløgg og kakao gjorde ekstra godt og juletræerne fik et lille hvidt drys pynt.
Blandt de mange aktiviteter ved Jul i Grønnegade var Tom Kudsk og hans hestevogn, der kørte interesserede en gratis tur rundt i bymidten. Start- og slutstedet var dog flyttet fra Lav Ridebane til selve Grønnegade ved Gl. Ridehus. Det flotte snevejr havde gjort brostenene på Kulturcentret så glatte, at det var mere sikker at starte kørslen i selve Grønnegade.
Det benyttede rigtig mange store og små julegæster sig af, og Tom Kudsk fortalte, af flere endda havde taget to ture rundt med hestevognen.
Julestemningen og de glade smil var i den grad fremme overalt ved det store julemarked på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i weekenden.
Selv hestene fra Tom Kudsk var i julestemning og var med på vognen, da der blev sagt: Smil til fotografen!