Socialudvalget i Næstved har udarbejdet en ny Handicap- og Psykiatripolitik, som skal behandles på byrådsmødet den 19. december 2023. Politikken er udviklet med en høj grad af borgerinvolvering gennem flere borgermøder og skriveworkshops. Den har berøring med mange politikområder i Næstved, og Socialudvalget har løbende inddraget Byrådet og de forskellige fagudvalg i processen.
Politikken har været i bred høring, og de indkomne bemærkninger er nu blevet indarbejdet i den endelige politik. Udgangspunktet for udarbejdelsen af politikken har været, at den skal være kort og overskuelig.
Politikken starter med en kort beskrivelse af målgruppen, processen og snitfladerne til Næstved kommunes andre visioner og politikker. Dernæst præsenteres politikkens vision “For borgerne - med borgerne”, som rammesætter politikkens 7 temaer og bidrager til at understrege, at politikken er skabt i fællesskab mellem borgere og politikere.
Politikkens 7 temaer er kort beskrevet med udvalgte sætninger fra politikken nedenfor:
- Tilgængelighed: Det er værdifuldt, fordi det har stor betydning for selvstændigheden og derfor vil vi understøtte, at omgivelserne ikke begrænser, men derimod støtter dig i at leve det gode liv.
- Selvstændighed: Det er værdifuldt, at man opnår og opretholder den størst mulige uafhængighed både fysisk, psykisk og socialt, da dette bidrager til øget selvstændighed, livsglæde og øget selvværd.
- Inklusion i samfundet: Det er værdifuldt at være inkluderet i samfundslivet, da det medfører, at man føler sig som en del af fællesskabet, og det giver en følelse af ligeværd.
- Kultur- og fritidsliv: Det er værdifuldt, fordi det øger livskvaliteten gennem gode oplevelser og fællesskaber.
- Respekt for privatliv: Det er værdifuldt, da det bidrager til tryghed og en følelse af selvstændighed, og derfor skal der være en forståelse for borgernes personlige grænser og tid.
- Uddannelse: Det er værdifuldt, fordi det giver mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt, og det er derfor vigtigt at fokusere på borgernes potentialer fremfor begrænsninger.
- Arbejde: Det er værdifuldt, fordi det betyder, at man har noget at stå op til om morgenen, og det giver en følelse af at bidrage til samfundet.
Udarbejdelsen af konkrete handleplaner for de to udvalgte temaer påbegyndes efter endelig godkendelse af politikken, og forventes færdig i slutningen af februar 2024.