I foråret 2023 modtog Næstved Kommune en henvendelse fra størstedelen af beboerne på den offentlige vej Ved Broen på Enø vedrørende de trafikale forhold på vejen. Ved Broen danner sammen med Enø Kystvej en ring omkring den store parkeringsplads på
Stejlepladsen og ejendommene langs kanalen.
Der er stor forskel på trafikmængden i løbet af året. I hverdagene er der få trafikanter og derfor god
fremkommelighed, mens der i ferieperioderne er mange gennemkørende biler. Det skaber både
udfordringer i forhold til trafikafviklingen og beboernes adgang til deres ejendomme
I juni 2023 godkendte Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget, at administrationen skulle undersøge behovet og udarbejde et eventuelt løsningsforslag med henblik på at reducere den gennemkørende trafik på Ved Broen.
I november 2023 blev administrationens løsningsforslag sendt i høring hos lodsejere, beboere og andre interessenter på Ved Broen. Forslaget byggede på en kombination af trafiksanering og forskønnelse af vejen.
Det nye forslag har til hensigt at give Ved Broen et mere tydeligt præg af en gågade ved at anvende en ny vejbelægning med gule stenmaterialer og nyt inventar såsom blomsterkummer for at begrænse trafikken. Samtidig blev det foreslået at ensrette vejen fra Fiskehuset mod vest, mens gågadezonen skulle udvides mod øst, helt ud til indkørslen til stejlepladsen. Cyklister er ikke omfattet af ensretningen.
Ny skiltning skal derudover understrege og tydeliggøre de gældende restriktioner. Ved den nye indgang til
gågadezonen, skiltes der i begge sider med gågadezone samt undertavlerne ”Kørsel tilladt max.
15 km/t” og ”Parkering kun i afmærkede båse”.
I forbindelse med høringen om Ved Broen er der afgivet 12 høringssvar, der har dannet grundlag for justeringer i det oprindelige løsningsforslag.
Illustrationer: Næstved Kommune
De anslåede omkostninger til blomsterkummer, skiltning og kørebaneafmærkning beløber sig til ca. 200.000 kr.
Byrådet behandler forslagene og finansieringen på sit møde 2. april 2024.
Sct. Hans aften 2023 på Ved Broen
Foto: ISO 4700 Photography / Jan Christensen
Se byrådets behandling af sagen her:
Video: Næstved Kommune / Kommune TV