Lara Xapana og konstitueret rektor Martin Arvelund
Solen skinner fra en skyfri himmel tirsdag formiddag på Herlufsholm, og det vrimler med glade studenter og familiemedlemmer, venner og kærester, der er kommet for at ønske tillykke med huerne på den store dag.
Lara Xapana fra Næstved fik sin studenterhue på tirsdag morgen og blev fejret af familien efter sidste eksamen, der var i bioteknik.
.
Hun er en af dagelevene som går på Herlufsholm Skole og hun er fra den første studenterårgang på skolens Life-science linje. Lara har gået på skolen i 7 år lige siden 6. klasse.
- Det var helt klart min plan at komme på Herlufsholm, men jeg begyndte at tænke mere over det i midten af 4. klasse, hvor jeg gik på Susåskolen afdeling Holsted. Jeg ville gerne have nogle flere udfordringer.
- Det var lidt specielt, for jeg kom fra 4. klasse og startede her i 6. klasse, fortæller hun.
Allerede fra 6. klasse har man følt, at man var en del af noget specielt. Både med omgivelserne, men også dynamikken her på skolen, hvor nogle elever også bor.
- Uddannelsen på Herlufsholm er det helt store. Jeg har haft fantastiske lærere som har været med til at forme mig rent akademisk, siger hun.
- Jeg blev hurtigt mere punktlig og lærte at være disciplineret omkring min skole, noget som jeg også kunne tage med over i gymnasiet, siger hun.
- For mit vedkommende synes jeg, at jeg har været rigtig god til at integrere mig både blandt dagelever og kostelever, og jeg har været glad for at kunne få relationer på tværs.
- Der er alle mulige traditioner her på skolen som skaber næsten en euforisk stemning blandt os elever. Noget af det seneste jeg vil fremhæve er Trolle morgen, som jeg følte var meget ægte.
- Det var på Herluf Trolles fødselsdag, hvor vi tidligt om morgenen samledes inde i kirken. Det husker jeg fordi, der kun var lys fra stearinlys i kirken og virkelig et guddommeligt kor, siger hun.
Der er mange minder, som dukker op, da vi spørger Lara om hendes 7 år på Herlufsholm, og vi skal naturligvis også høre ind til fremtidsplanerne.
- Jeg vil gerne være børne- og ungdomspsykiater, fortæller Lara. Mest fordi at jeg tror, at konsekvenserne af psykiske lidelser hos børn kan forværre deres liv resten af livet, siger hun.
I morgen eftermiddag sættes der til dimissionen sidste punktum for årgang 2024 på Herlufsholm, og så skal huerne naturligvis fejres efter alle kunstens regler i de kommende uger.
Foto: ISO 4700 Photography
Tekst: Jan Christensen