Næstved Kommune etablerer onlineskole for elever med stort fravær og særlige behov

Næstved Kommune har igangsat et nyt initiativ overfor elever, der har svært ved at have en fast tilknytning til et almindeligt skoletilbud i folkeskolen. Med oprettelsen af en kommunal Online Skole pr. 1 januar 2024 er det målet at sikre et fagligt undervisningstilbud, der lever op til kravene om at tage en afgangsprøve. Skolen er den første i Danmark af sin slags.

Folkeskolerne i Næstved har i varierende omfang benyttet sig af private udbydere af onlineundervisning gennem en årrække, og enkelte skoler har ligeledes afprøvet egne onlinetilbud med varieret succes. Tilbuddet er typisk givet til elever med højt fravær og som et supplement til den undervisning, der ellers er givet i hjemmet, eller som et forsøg på at genetablere fast daglig/ugentlig kontakt med eleven.

Med dannelse af en kommunal onlineskole er det målet at sikre et skoletilbud med en høj kvalitet, der samtidig sikrer, at eleverne bliver i stand til at indgå i fællesskaber med andre unge og gå til folkeskolens afgangsprøve. Onlineskolen drives fra Næstved Ungdomsskole på vegne af folkeskolerne og tilbyder et fleksibelt skoletilbud med fokus på fagene dansk, matematik og engelsk.

Undervisningen vil blive varetaget af tre fast tilknyttede medarbejdere. To lærere vil stå for det faglige indhold i fagene dansk, matematik og engelsk som skal sikre, at tilknyttede elever vil kunne gå til folkeskolens afgangsprøve. Der er derudover tilknyttet en pædagog, som er ansat til det opsøgende, brobyggende og fællesskabende arbejde omkring eleverne. Kombinationen af fagligt indhold og trivselsarbejde skal være med til at skabe en vej tilbage til elevens skoletilbud.

Målgruppen for Online Skolen er elever fra 6.-9. klasse med et meget højt, kronisk og komplekst skolefravær. Eleverne forbliver indskrevet på egen distriktsskole, og tilbuddet om optagelse i onlineskolen er derfor at betragte som et midlertidigt tilbud til den unge. Der udarbejdes derfor en konkret og systematisk handleplan for, hvornår og hvordan den unge kan vende tilbage til folkeskolen. Onlineskolen oprettes med plads til 50 elever i målgruppen.

Online Skolen vil være åben fra mandag til fredag, hvor der gives mulighed for onlineundervisning. Derudover vil der hver onsdag være mulighed for både digitalt og fysisk fremmøde under titlen “værdifulde fællesskaber”, hvor der er mulighed for at lave ting sammen i et hyggeligt indrettet klasselokale.

Finansieringen af Online Skolen sker ud fra skolernes tildeling til almenundervisningen, da Onlineskolen har til  formål at give eleverne en vej tilbage til skolen. Onlineskolen er et tilbud på tværs af alle folkeskolerne i Næstved Kommune og ses som et værdifuldt supplement til den tilbudte undervisning for de elever, hvor skolerne oplever et højt og komplekst skolefravær.

De første elever er netop begyndt i Online Skolen, som har til huse på Næstved Ungdomsskole.

Foto/AI grafik: Jan Christensen

Nyhedsarkiv med lokale nyheder - klik her

Vis mere
Loading posts...
Følg Næstved Nyt på sociale medier

Annonce:

Næstved Bibliotek, Kvægtorvet

Grønnegades Kaserne Kulturcenter

Arena Næstved